onsdag den 28. september 2016

Små Glimt

 Mærkelige, men smukke blomster i den helt rigtige vinrøde farve.
Næsten hver uge køber jeg mig en buket blomster- sjældent i andre farver end hvid, rosa, lille eller pink!
 En ny og farlig last; Milka med Oreos!  Hjembragt fra Grækenland og Tyskland- og endnu ikke spotte i Aalborg. Er hverken stor fan af mælkechokolade eller Oreos, men den her er virkeligt lige til at blive afhængig af!
 Min lille lightbox sender hyggeligt lys ud i stuen på de efterhånden mørke aftener...
 Bonderosen er forårs-favoritten, mens geoginerne er min ultimative efterårs-favorit...
 Dolly, der gerne tager pladsen foran døren, hvis hun er i tvivl om der sker noget spændende og jeg kunne finde på at gå uden hende:)
 En ny makeup-pung til at fylde med mine få, men trofaste favoritter..
Flere grønne vinglas til samlingen. Åha, har alt for mange, men jeg kan ikke stå for dem!

fredag den 23. september 2016

Grønne sandwichbrød

Måske ser den her sandwich ikke ud af meget, men den smager skønt og er fyldt med gode sager.

Grønne sandwichbrød- eller hvad man nu kalder den slags her.
Må nok indse, at fylder jeg ikke fryser og skabe med nemme løsninger, så spiser jeg altså virkeligt ikke særligt sundt og det holder ikke i længden. Så da jeg faldt over disse "brød" på den smukke Green Kitchen Stories fik jeg hurtig lavet en portion til køleskab og fryser.
De er super nemme at lave, men de lugter virkeligt ikke særligt godt, så der skal luftes ud længe inden "prut-lugten" er helt væk :)
De smager super skønt med mayo, ost, kyllingepålæg og tomat!

Grønne sandwichbrød (12 skiver)
1 stort broccoli
100 g. mandelmel
4 æg
salt, peber

Del broccoliet i mindre stykker og blend det til "ris" i en foodprocessor. Du skal bruge ca. 1 liter.
Hæld det op i en skål og tilsæt salt, peber og mandelmel. Lav en fordybning og slå æggene ud heri. Pisk æggene langsomt sammen med resten af ingredienserne- brug en gaffel.
Ælt dejen helt jævn med hænderne. Den skal være som en ret tyk og blød grød.
Bred den ud på en bageplade med bagepapir og form den til en rektangel.
Bages ved 200 grader i ca. 20-25 min. til den er fast og lys brun.
Lad den køle helt af inden bagepapiret fjernes og den skæres ud i 12 lige store stykker.
Opbevares på køl med mellemlægspapir imellem.
De kan også fryses- så forsvinder lidt af broccolismagen også.

søndag den 18. september 2016

Chiagrød med bær og kefir

En skål chiagrød og et par skiver ost- og en kaffe de dage jeg har tid- så er der lagt en god bund for dagen.

Flere gange har jeg forsøgt mig med chiagrød uden helt at være fan. Denne her opskrift med skyr og kefir er meget mere mig end den med kokosmælk.
Først tænkte jeg egentligt at Kefir bare var endnu en modedille ligesom skyr, men smages skulle det. Og jeg er fan. Kefir er en mellemting mellem mælk og yoghurt, med en let boblende konsistens pga. den lette gæring, som skaber en masse af de gode probiotiske bakterier, som vores mave godt kan lide. Jeg foretrækker den neutrale, men den fås også med smag- men dermed også tilsat sukker..
Jeg har lavet chiagrøden her med både hindbær og jordbær. Begge dele smager godt, men den bliver lidt mere fast i konsistensen på hindbær.
Jeg spiser den som morgenmad eller et mellemmåltid med granola og/eller friske bær.
Opskriften er fundet på Instagram og stammer fra den nye bog "Tarme i Topform".

Chiagrød med bær og kefir (1 portion)
100 g. kefir
75 g. skyr
75 g. friske eller frosne bær
1 knsp. vaniljepulver
2-3 spsk chiafrø
½ dl. vand
evt. 1 spsk. raspolie eller hasselnøddeolie

Blend kefir, skyr, bær, vanilje og evt. olie sammen.
Rør det herefter sammen med chiafrø og vand.
Hæld i en lille beholder med låg og stil på køl natten over.

tirsdag den 30. august 2016

Små Glimt

Min smukke Dolly er heldigvis jævnligt på besøg...
Fandt endeligt sådan en tallerkenholder til mit køkken...
Mit loppe-budget har det temmelig hårdt lige i tiden- finder sååå mange fine ting!
Er lige kommet hjem fra en skøn uge på Korfu- med lidt græske lækkerier i kufferten...
Elsker planter- og har efterhånden en fin samling, der ser ud til at kunne overleve mine manglende grønne fingre..


mandag den 15. august 2016

3x nem og lækker singlemad

Singlemad skal være nemt og hurtigt. Craver tit rigtig mad- røde bøffer, kartoffelmos, flæskesteg med alt tilbehøret, simreretter, lasagne og mange andre ting. Men jeg laver det ikke bare lige, for det er lidt kedeligt at stå i køkkenet når det bare er til mig selv.
Her er nogle eksempler på hvad jeg har spist den seneste tid og som er både nemt og lækkert:
 Kyllingesalat rørt af en rest kogt kylling, forårsløg, vindruer og dressing af 2 dele cremefraiche, 1 del skyr, dijonsennep, citronsaft, salt og peber. Serveret i sprøde salatblade. Virkeligt lækkert og mættende :)
Osteomelet, revet gulerod, en avocado med masser af hjemmelavet tomatsalsa.
Tomatsalsa: 1 bakke cherrytomater, 2 forårsløg, chili efter smag, ½ fed hvidløg, 1 spsk. olivenolie, lidt salt og så en tur i minihakkeren.
Fritter af søde kartofler, kyllingebryst bagt med tomatsalsaen ovenfor og en lækker creme af 1 avocado, 1 håndfuld babyspinat, frisk basilikum, ½ fed hvidløg, 2 spsk. skyr, citronsaft, salt og peber.

tirsdag den 2. august 2016

Speltsalat med mango, bagt peberfrugt og persille

Sommermad! Jeg foretrækker at grille laks med skindsiden ned af først, frem for at bage den i ovnen, hvor den nemt bliver tør.

Jeg er blevet rigtig glad for at lave salater med spelt, bulgur, quinoa og den slags. De bliver ofte bedre af at stå i køleskabet en dags tid og kan spises både lunt og kold, så det er nem aftensmad til flere dage. Kombinationen af mango, persille og peberfrugt er virkeligt lækker og frisk.
Denne her version er med bagte peberfrugter, mango og persille.
Jeg spiste et stykke stegt laks og en avocado med chili, urtesalt og olivenolie til.

Speltsalat med mango, bagt peberfrugt og persille (2 pers.)
2 dl. speltkerner
lidt bouillon
½ moden mango
2 gule eller røde peberfrugter
½ bakke cherrytomater
hakket persille

Dressing:
2 spsk. olivenolie
1 spsk. citronsaft
1 spsk. sesamfrø
salt, peber

Start med at koge speltkerner med lidt bouillon efter ansvisningen på posen.
Når den er kogt færdig må den gerne køle lidt af.
Tænd ovnen på 250 grader og gerne med grill tændt.
Skær peberfrugterne ud i grove stykker og læg dem på en bageplade med bagepapir med skindsiden op. Grill dem i ovnen til de er sorte og bobler op. Tag peberfrugter ud af ovnen og lad dem køle lidt af. Så kan du fjerne skindet og skære peberfrugten i små tern.
Skær mangoen i tern og cherrytomaterne i halve eller kvarte.
Bland den afkølede spelt med peberfrugterne, mango, tomater og persille. Bland ingredienserne til dressingen og vend den deri.
Serveres enten lun eller kold.

lørdag den 23. juli 2016

Mine badeværelses-favoritter lige nu


Ligesom de fleste andre kvinder har jeg badeværelsesskabene fyldt med alverdens sager, men jeg prøver at holde det enkelt. Det lykkedes heldigvis ret godt, men engang imellem kommer der også nye favoritter til. De her er komet for at blive!

1: "Miss Hippie" mascara fra Loreal. Ikke min hverdags-mascara, men giver virkeligt tykke og lange vipper til de dage, hvor der godt må lidt ekstra til.

2: Olaplex hjemmebehandling. Mit hår er så ødelagt efter mange års blegning, så har fået min første olaplex-behandling hos frisøren og tanker så op med hjemmebehandling. Jeg er vild med, at mit hår allerede efter en behandling virker noget mindre ødelagt, så det er helt sikkert noget jeg vil blive ved med fremadrettet.

3: Neglelak fra Essie i farven "Wicked". Den perfekte bourdoux og næsten helt sorte farve, der passer hele året rundt.

4: Hælstift fra Matas. Mine fødder var så ru, tørre og grimme lige meget hvor ofte jeg skrubbede og smurte. Efter at have smurt fødderne med stiften hver aften i 14 dage er mine fødder nu helt glatte og behøver kun at blive smurt hver 3-4 dag.

5: Body Balm fra Trines Wardrobe. Virkeligt fed og nærende creme, der efterlader min hud mega blød. Den er ikke fuld af en masse kemisk skidt, men den dufter til gengæld ret specielt- men det foretager sig heldigvis hurtigt.

6: Tørbørste fra Karmameju. Synes ikke at tørbørstning er særligt behageligt, men det er godt for min appelsinhud.